Hvem er vi



Vi bor i Lumby (Årslev) lidt syd for Odense og familien består af Dennis og Pia med børnene Leonora og Jonathan, de øvrige børn er flyttet hjemmefra.

Vi var længe om at finde den rette hunderace for os, den skulle være ca 40 cm høj, den skulle være social og gerne ville være med i familien, den skulle ikke være krævende motionsmæssigt, men have lyst til at gøre de ting som familien oplever ved at gå ture og være hjemme i sofaen. En hund man let kunne have flere af, en hund der var levende og med, uden at være for krævende. Vi gik på mange hundeudstillinger og læste om mange slags hunde, før vi fandt den race der kunne passe til vores familie. Tibetaneren udmærker sig ved at det er en klog hund, der knytter sig stærkt til sin familie. Dens pels gør at den klarer såvel stærk varm som kulde.

Første hund Buster fik vi i september 2011, han er zobel farvet og det tog noget tid før det med pelsen blev naturligt at håndtere, det med pelspleje er ikke hans stærke side og han er helst fri. Han er det man vil kalde en typisk tibbe 1/3 hund, 1/3 kat og 1/3 menneske, han er er meget sin egen og er god til at udtrykke sine behov hvis der er noget han gerne vil, han er meget intelligent og reagerer fx på samme tidspunkt på dagen når hans far får fri fra arbejde ved at gå til døren og vente. Det med hundetræning, det gider han ikke så længe ad gangen, men glæder sig over at gå ture og være sammen med os på ferier. Vil helst luftes uden snor.

Kaya fik vi i julen 2012, hun er af et kuld på 10, så det med mad er hun vældig glad for. Hun er utrolig meget knyttet til os, og er glad bare hun er hvor vi er. Kaya elsker at lære og er meget lærenem, hun er meget lydig og vil rigtig gerne gå til hundetræning eller lave cirkusnumre herhjemme sammen med børnene. Kayas pels er meget nem at passe og hun nyder at ligge på trimmebordet.

Pia tog opdrætter uddannelse i begyndelsen af 2015 og vi glæder os over at skulle have hvalpe, det er stueopdræt hvor vi lægge vægt på at hvalpene er sammen med familien så de også kan blive glade sammen med kommende familier. Det skete så i 2017 at vi fik kuld C og her valgte vi Cille som ny avlstæve, hun er en sød og meget samarbejdsvillig hund, hvalpetesteren havde aldrig set en hund der var så samarbejdsvillig som hende, hun ville være egnet til at indgå i flokken da hun både har sin egen personlighed og er meget samarbejdsvillig, hun ville ikke blive trynet af de andre og samtidig være god at opdrage og lære ting og sager. Cille er meget trofast og viger ikke fra vores side, hun elsker at kunne gøre os glade og samtidig er hun sin egen. Cille er vagtsom og kan godt lide at fortælle når der er nogen i nærheden, hun ikke synes skal være der.